Letlands historie

Letlands historie

 

Dette er i store træk et sammendrag af bogen ”Baltische Geschichte,

die Ostseelande Livland, Estland, Kurland

1180 – 1918

af Reinhard Wittram

München 1954

 

Missionen ved Düna blev begyndt af en augustinermunk fra Segeberg, Meinhard, som omkring 1180 sluttede sig til købmændene. Senere kom Albert fra Bremen og blev biskop over Livland i 1199. Med ham satte tyskerne sig fast i Livland. Han tog kontakt med Knud den 6. og hans bror kong Valdemar, med bisp Absalon i Lund og med den tyske kong Filip.

 

Julen 1199 i Magdebrug kendt gennem sangeren Walther von der Vogelweide. Pave Innocens lod ’korstog’ til Livland sidestille med valfart til Rom, dvs man kunne få aflad, hvis man drog på korstog.

 

I 1202 blev Livland indviet til Jomfru Maria, og domkirken i Riga kaldes også Mariakirken. Albert var indflydelsesrig og energisk. I 1200 tog Albert på den første færd til Llivland med 23 skibe. Han foretog 14 ture i alt.

Blandt ridderkorsfarerne var der fyrster og adelige, som f.eks. greven af Holsten, en nevø af Valdemar Sejr.

 

Byen Riga blev grundlagt ved floden Düna i 1201 af Albert. Næst efter Lübeck er det den største Østersøby.  Den skulle opfylde tre formål: den skulle være hovedby i det kristne samfund, den skulle være befæstning og den skulle være centrum for købmændenes handel.

 

De første tyske borgere ankom til Riga i 1202. Domkirken blev påbegyndt i 1211, omkring 1221 var der opbygget et socialt system med retsforfatning og ejendomsret.

 

Missionen blev i høj grad hjulpet af munkene. Albers bror, den første provst i Rigas domkapitel, Engelbert, var augustinermunk. Andre munkeordener fulgte efter. I 1213 forlangte Innocens III, at ethvert kloster i Nedersachsen skulle sende en eller to munke af sted til missionen.

 

Men der var ingen verdslig herre. Engelbert havde brug for en militærmagt til at håndhæve retten til det erobrede land. Her kommer den åndelige ridderorden ind, som cisterciensesrmunken Teoderis havde grundlagt i 1202-03.

 

Kristi ridderskab, hvid kappe med rødt kors og rødt sværd blev kaldt sværdbrødrene. De antog Tempelriddernes love og vedtagelser, deres ’regel’. De blev så stærke, at de forlangte – og fik – en trediedel af det erobrede land gennem en aftale med Albert.

 

Efter at de lokale folk var blevet døbt, forpligtede de sig til at  betale tiende og betale til kirkebyggeri og borge og til at forsvare og udbrede deres tro.

De beholdt retten til at eje og føre våben. Dette fortsatte til 1507, hvor bønderne mistede denne ret.

 

Den største trusel kom ikke fra russerne, som havde nok at gøre med at forsvare sig mod tatarerne, men fra Litauen, som i løbet af det følgende århundrede udviklede sig til en stormagt.

 

Gennem omvendelsen til kristendommen fik de pågældende folk et kulturelt forspring i forhold til de lande, der forblev under ikke-kristent herredømme. I Estland og Letland blev der sat skub i udviklingen handelsmæssigt og socialt.

 

Det var udelukkende tyskere, der kunne blive optaget i den tyske orden, ingen livlændere.

 

Man indbød også tyske bønder til at komme til Livland, men de viste uvist af hvilken grund ringe interesse .

 

Der var mange stridigheder mellem biskoppen og den tyske orden. Fra det 15. århundrede var ordenens indflydelse nedadgående.

 

Der opstod et lensvæsen. Akkurat som i andre lande forpligtede bønderne sig til at stille med hest og rustning for lensherren.

 

Byerne Riga, Reval (Tallinn) og Dorpat (Tartu) styredes af råd, som bestod af medlemmer af aristokratiet og af købmænd.

 

I Reval var borgerskabet til at begynde med organiseret i laug og gilder som i Danmark. I det øvrige samfund var der broderskaber uden faglig sondring opkaldt efter forskellige helgener.

 

Riga havde rådhus fra det 14. århundrede.

 

Bybefolkningen bestod af allehånde arbejdere, f.eks. dragere, fiskere og lodser, fragtmænd, karle, tjenestefolk og håndværkere. I Rigas store stenhuse boede der hovedsagelig tyskere, i Reval kunne man se fortrinsvis svenskere og danskere.

 

Ikke-tyskerne fik færre rettigheder, de måtte ikke eje fast ejendom i byerne. Tyskere måtte ikke gifte sig med letter og ester.

 

Med tiden fik gilderne mere og mere indflydelse på lovgivningen.

 

 

Reformationen

 

I 1522 kom reformationen til Riga. De lutherske reformerte kom til Riga i 1665 og fik først i den russiske tid deres egen kirke.

 

I 1632 stiftede den svenske kong Gustov Adolf universitetet i Dorpat.

 

I 1710 blev hertug Frederik Wilhelm gift med Anna, en niece af Peter den Store, men han døde på hjemrejsen fra Rusland. Efter Peter den Stores ønske tog enkehertuginden bolig i Mitau. Siden da har der været russisk indflydelse i Kurland. I 1726 blev grev Moritz af Sachsen valgt til hertug (af Holsten?) og blev gift med hertuginde Anna. Anna blev kejserinde af Rusland 1730. Der fulgte en lang periode med krig og uro.

 

I 1710 hærgede pesten (den sorte død) og på det nærmeste halverede befolkningen.  Den nordiske krig sluttede 1710, ikke mere krig, men pesten tog op til 60% eller 70% af befolkningen.

 

I 1747 blev der i Livland udfærdiget et liste over ridderslægterne, en såkaldt matrikel, det samme skete i Estland i 1756. Der var 120 ridderfamilier i Estland, 170 i Livland. Den lavere landadel blev efterhånden optaget i ridderskabet, i Livland drejede det sig om ca 65 familier. Omkring 1775 var der 20.000 indbyggere i Riga.

 

Katharina II rejste efter sin tronbestigelse 1764 i Livland og Kurland. En ’russificering ’ truede og bragte de baltiske provinser samen med Ukraine. Katharina II indførte, at provinserne blev regeret af statholdere, som var ansvarlige over for Rusland.  Zar Peter blev udnævnt til russisk generalguvernør.

 

 Under syvårskrigen 1756  – 1763 led befolkningen store tab, idet den skulle stille mandskab og heste og levere mad til tropperne.

 

I 1783 indførtes som i Rusland kopskatten, hvilket især gik ud over bønderne. Skatten afløste den hidtidige ydelse til godsheren og skabte uro blandt bønderne.

 

Ved Paul I’s tronbestigelse i Rusland blev de tidligere forvaltningsforhold genindført. Dersuden skulle der nu stilles rekrutter, som kunne se frem til en 25-årig russisk  militærtjeneste, rekrutterne kom fortrinsvis fra de nederste sociale lag.

 

Efter den nordiske krig var det kun immatrikulerede riddere, der havde ejendomsret til godserne (’nur immatrikulierten Edelleute’). ”—und wurde dann im Paragraf 876 des Ständerechts von 1845 dahin erklärt, dass das Eigentumsrecht an Rittergütern in Livland nur Edelleuten, im Kurland, Estland und auf der Insel Ôsel nur immatrikulierten Edelleuten zustehe.”

 

Fra 1881 fandt der en russificering sted.

 

Der fandt til stadighed en indvandring af tyskere sted.

 


Site Map 
opdateret 2 januar 2008 - email:  Hedvig Pitzner-Jørgensen