svend-1916-08-01-nr-6

Moskwa, d. 1/8 1916

 

Kære Mor!

Tiden er atter løbet fra mig, og jeg har ikke faaet skrevet til jer længe.                      

Tak for Dit Brev af 6/7. Jeg længes efter at høre, om Thora er bleven helt rask. - Hvad Filtet angaar, saa sig til Kaj (hans bror) og hans Kone, at jeg gerne vil forære dem det i Bryllupsgave, dersom de kan bruge det. 

Jeg lever mit sædvanlige, lidt ensformige Liv her paa Landet. Jeg er meget sammen med Familien Pussil og de Gæster, der kommer der i Huset. En eller to Gange om Ugen slæber de mig med i Biografen for at se Alstrup og Stribolt og “Aahlsen”, som de kalder ham - altsaa Lauritz Olsen. Det er næsten udelukkende danske Film, der opføres her i Zarizino. “Harryson” er Favorit - det varede noget, inden det gik op for mig, at det var Psilander, der gaar under det Navn her i Rusland.

Jeg har læst i Politiken om Hospitalet (Homøopatisk Hospital) - gaar det ikke bedre nu? Er Far begyndt at rejse igen?  

Naar man har boet her i nogen Tid og lært en Del Mennesker at kende, saa faar man Øjnene op for, hvor mange Mennesker der lider under Krigen. - Det er trist at se al den Nød og Ulykke, som Krigen foraarsager.  

Jeg venter bestemt at kunne rejse hjem en Tur til Jul, og jeg glæder mig meget dertil. Til den Tid har vi ikke saa meget at gøre i Forretningen - nu har vi saa travlt, at jeg ikke har kunnet tage fri en eneste Dag, hvor gerne jeg end vilde.

Det har været et uforskammet daarligt Vejr hele Sommeren med Regn næsten hver Dag. Men jeg er dog glad ved at bo paa Landet - lidt Solskin er her dog af og til om Morgenen, og enkelte gode Søndage har der været.

Nu maa jeg slutte - Donnaen (ironisk for den unge pige) har glemt at hælde Petroleum paa Lampen, og den er ved at gaa ud. Mange Hilsener til Far og alle fra


Din Søn


Svend


i  ii  iii  iv  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24  25  26  27  28  29  30  31  32  index
Site Map  Updated 26. december 2005 - email:  Hedvig Pitzner-Jørgensen