svend-1916-12-11-nr-10

Previous Home Next


 

Moskwa, d. 11/12 1916

Kære Mor!

Tak for Dit sidste Brev af 11/11. Jeg har været forfærdelig doven til at skrive i den sidste Tid - Grunden er den, at jeg har haft saa meget at gøre med Indretningen af vort ny Forretningslokale. I Dag flyttede vi Kontoret - det har været et farligt Roderi med den Flytning; hver Morgen har jeg maattet staa op ved Sekstiden og er kommen hjem igen fra Forretningen ved 7-8 Tiden om Aftenen. Jeg trækker Vejret lettere, efter at vi nu har Flytningen overstaaet, men der er dog en Masse Arbejde at gøre, inden vi kommer helt i Orden.

                     

Mine Breve handler vist udelukkende om Forretningen her - jeg har ikke Tanker for andre Ting. - Jeg har haft en Række ubehagelige Scener med min Medarbejder (eller rettere Modarbejder) Dreyer. -  I Morgen kommer min Sag imod ham for Retten - det er morderlig spændende, hvad Resultatet bliver. Jeg haaber, at han bliver klapset ordentlig af. Det er en værre Skandale, hele denne Historie, men Skylden er ikke min.

                     

Jeg har været stærkt forkølet i den sidste Tid, men da jeg ikke havde Tid til at kæle for Forkølelsen, saa forsvandt den af sig selv. Fru Schwalbach hælder homøopatisk Medicin paa mig hver Dag, saa det har nok været den, der har hjulpet.

                     

Juleaften fejrer jeg efter russisk Stil, og jeg bliver jo ikke alene. Det er en stor Familie her, og de behandler mig alle, som om jeg havde boet der i mange Aar og hørte med til Familien. Vi skal have Juletræ osv. og jeg har fortalt Fru S. saa meget om Risengrød og Gaasesteg, at jeg er nær ved at tro, at hun serverer disse hjemlige Retter Juleaften.

                     

Det er lidt underligt at være saa langt borte fra København Juleaften, og jeg kan slet ikke se nogen Udsigt til foreløbig at kunne rejse hjem. Men Forholdene kan naturligvis hurtigt forandre sig.

                     

Jeg snyder mig fra alle Julegaver denne Gang - det er utænkeligt at sende noget herfra nu.

                     

Jeg ønsker Dig og Far og hele Familien en rigtig glædelig Jul.

 

                      Kærlig Hilsen til alle fra

Din Søn

Svend


i  ii  iii  iv  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24  25  26  27  28  29  30  31  32  index
Site Map  Updated 26. december 2005 - email:  Hedvig Pitzner-Jørgensen