Moskwa, d. 31/10 1916

Kære Mor!

Det er snart en Evighed siden, at jeg har skrevet til jer - min eneste Undskyldning for min Dovenskab til at skrive er den, at jeg i denne Tid har saa forfærdelig meget at tænke paa i Forretningen, at der ikke bliver Tid til Andet. Foruden alt Arbejde paa Kontoret maa jeg hver Dag rende et Par Gange til vort ny Lokale for at snakke med Tømrerne, Kakkelovnsmagerne, Stukkatører, W.C.-Indlæggere og alle de andre Haandværkere der i denne Tid arbejder for os. Det er ikke let - jeg har jo ikke faaet min Uddannelse som Arkitekt, og jeg maa hver Øjeblik slaa efter i mit Lommeleksikon, hvad alle disse fremmede Ting hedder.

Vi bliver næppe færdige i vort ny Lokale før om 2-3 Uger, og som Forholdene i Øjeblikket ligger, er Udsigterne for mig til at kunne rejse hjem til Jul kun smaa. Rejsen er ikke saa slem, men den tager saa lang Tid, og jeg tror ikke, at jeg kan være borte fra Forretningen saa længe. Nu maa jeg se Tiden an lidt endnu, maaske jeg dog kan rejse hjem en lille Tur. I Søndags var jeg i Teatret og saa “Pjerrettes Slør”. Det var skrupkedeligt. De griner af mig her i Familien, fordi jeg saa ofte render i Biografen, men jeg trænger om Aftenen til lidt Afveksling, og det er saa vanskeligt at faa Billet til de ordentlige Theatre.

3/11

Tak for Dine sidste Breve og for Fars Brev. - Det er Helligdag i Morgen Lørdag, og jeg glæder mig umaadeligt til at kunne sove til Kl. 12 engang igen. Sidste Søndag var jeg paa Benene Kl. 8, og Du ved, at jeg ikke er begejstret for at staa tidligt op om Søndagen.

Vi har haft Frost og Snevejr her, saa jeg er begyndt at gaa i Pels. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, dersom jeg ikke snart kan komme hjem - jeg trænger til saa meget nyt Tøj, og her er alting saa dyrt, at det ikke er til at købe for almindelige Mennesker.

Ellers ved jeg intet at fortælle jer - mit Liv er fraregnet Forretningen fuldstændig indholdsløst her.

Mange Hilsener til Far og hele Familien

Din hengivne Søn

Svend