Moskwa, d. 9/22 November 1917
Kære Mor!
Forhaabentlig
har I ikke
foruroliget jer altfor meget over Efterretningerne her fra Moskwa. Jeg
har
telegraferet, men da alt her er Uorden og Forvirring, er mine
Telegrammer
rimeligvis gaaet tabt.
Det var en
rædselsfuld Uge.
Dag og Nat knaldede Geværer, Kanoner og Maskingeværer. Det
var næsten ikke til
at udholde at sidde inde hele Dagen i Uvished om, hvad der skete
udenfor, saa
engang imellem stak vi Næsen udenfor Porten for at lugte
Krudtrøgen. Vor Gade
var heldigvis rolig hele Tiden - der blev ganske vist gravet
Skyttegrave udfor
vor(t) Hus, men det blev ikke til noget videre med Skydningen - kun
hist og her
fløj der en Kugle ind gennem Vinduerne.
Olgas Broder var
borte
hjemmefra i en Uge - i de første Par Dage telefonerede han til
os, saa blev
Telefonstationen ødelagt, og vi vidste i flere Dage ikke, om han
var død eller
levende. - Han kom hjem, da det var forbi, sulten, snavset og med Enden
ud af
Bukserne.
Jeg var saa
letsindig at
forsøge at komme frem til Forretningen forrige Onsdag, da
Skydningen var
svagere. Kom heldigt frem og fandt Forretningen ubeskadiget; paa
Tilbagevejen
begyndte det pludselig at knalde fra alle Sider, da jeg befandt mig paa
en
stor, aaben Plads. Det var ikke videre gemytligt, og da jeg havde
sundet mig
lidt, i et Skur, stak jeg i Rend og kom heldigt ind i en Sidegade. Jeg
havde et
forfærdeligt Mas med at komme hjem igen, da de alle Vegne
skød som rasende, jeg
maatte krydse gennem Sidegader og kom
hjem efter Mørkets Frembrud til min grædende Kone, der
allerede havde opgivet
Haabet om at se mig levende igen.
Ødelæggelsen
her i Moskwa er
meget stor. Masser af Mennesker er døde og saarede - Huse
brændte, skudte i
Grus. Tusinder af Vinduer er skudte ind, og overalt bærer Husene
Mærker af
Kugler og Granater. Det var et frygteligt Syn Dagen efter, at Freden
var
sluttet. Overalt Barrikader, væltede Lygtepæle, nedrevne
Sporvejsledninger,
døde Heste, masede Automobiler. Gaderne bestrøede med et
tykt Lag af Glasskaar
fra de knuste Ruder. Kanoner stod endnu opstillet i Gaderne, og overalt
saa man
bevæbnede Soldater. Automobiler for gennem Gaderne med fuldt
Læs af Soldater
med Geværer og Revolvere rettede mod Folk. Telefonen er
ødelagt for lang Tid,
Hoteller og Theater ødelagte og plyndrede - selv Kreml er
beskudt med Kanoner.
I disse Dage
hersker
Anarkiet. Bankerne og Ministerierne strejker - ingen har Penge -
Brødet er ved
at slippe op, og om faa Dage har vi Hungersnød og alle dens
Følger: Mord, Rov
og Plyndringer. Tilstandene er saa sindssvage og i en saadan
Opløsning, at det
ikke kan vare længe, før hele Landet gaar ad Helvede til.
Forretningen
staar
naturligvis fuldstændig stille - ingen vil købe og ingen
vil sælge - ingen har
Penge, og ingen har Lyst til at arbejde. Hvad man tjener i Dag, hugger
“Regeringen” rimeligvis i Morgen.
Helst vilde jeg
naturligvis
rejse hjem med Olga, indtil Forholdene atter bliver roligere,
desværre lader
det sig ikke gøre - jeg kan ikke lade Forretningen i Stikken.
Olga og jeg
befinder os
ellers vel, og vi taler ofte om den Tur, vi skal gøre til
København, naar
Krigen er forbi. Olga glæder sig meget dertil. Vi staar hver
anden Nat paa Vagt
i 2 Timer i Gaarden for at passe paa Røverne, at de ikke kommer
ind til os. I
alle Huse har Beboerne organiseret Nattevagt, og vi er saaledes alle
her
reducerede Nattevagter! Kun Bolsjevik’erne triumferer - saa længe
det varer!
Kærlig
Hilsen til Dig og Far
og hele Familien.
Din Søn Svend
Kærlig Hilsen
Olga