I august 1891 får man i Danmark en forespørgsel fra USA, om man ønsker at deltage i verdensudstillingen to år senere. Det biver forelagt for den danske industri, som imidlertid ikke er videre interesseret. Den 10. september rejser Emil Meyer til Chicago for at få nærmere oplysninger. Det giver anledning til en lang række cirkulærer og skrivelser, og enden på det bliver, at Indenrigsministeriet ansøger om et statstilskud på Finansloven på kr. 250.000. Der nedsættes en komité i april 1892 bestående af hofjuveler C. Michelsen som formand, fabrikant Emil Meyer bliver generalkommissær, endvidere mærkes blandt de 12 medlemmer fabrikant Axel Meyer (Emils bror).

Ud over industri har man i begyndelsen ingen interesse i at fremvise andet fra Danmark, end ikke et 'mælkeri', som amerikanerne ellers har foreslået (og som man vist fortryder bagefter). Dansk kunst er ikke noget, men det bliver nu til noget alligevel, og dertil kommer, at en række kvinder også ønsker at fremvise kvinders arbejder.

Det overdrages til arkitekt K. Arne-Petersen (Emils svoger!) at udarbejde planer for anvendelsen og udsmykningen af arealet, man ønsker, at han skal tilvejebringe 'stilfulde indramninger, som kunne henlede publikums opmærksomhed på Danmark og danske frembringelser, og at udstillingen skulle fremtræde for publikum i hyggelige omgivelser og på den mest tiltalende måde'

Fotografier fra udstillingen i bogen minder stærkt om udsmykningen af Københavns rådhus.

Man bliver enige om, at de enkelte dele til udstillingen skal opbygges i Danmark og samles på stedet i USA, bl. a. fordi arbejdslønningerne i Danmark er lavere end i USA.  Derefter skal der så lægges en plan for afsendelsen til USA. Det aftales, at alt materiale skal sendes med dampskibet Thingvalla den 24. januar 1893. Udstillingsgenstandene skal så følge efter den 7. februar med en anden damper. Men sundet er tifrosset, Københavns havn er lukket af is, og man må vente til begyndelsen af marts. Transporten bliver nu med dampskibene Hekla, Norge og Thingvalla. Undervejs til New York knækker Heklas skrueakse, og den ankommer først den 9. april.

Imens er arkitekt K. Arne-Petersen og to andre ankommet til New York den 26. marts, arkitekten fortsætter til Chicago, de andre venter på Heklas ankomst. På grund af uheldet med Hekla forsinkes man yderligee med masser af papirarbejde.

Den næste forsinkelse viser sig, da udstillingsmaterialet skal videre med tog til Chicago, hvor det er vanskeligt at skaffe plads på jernbanevognene. En anden forsinkelse opstår på grund af de mange formaliteter i forbindelse med Heklas havari. Den 15. april er udstillingsgodset indladet i jernbanevogne parat til afgang til Chicago, og vel ankommet dertil tager det også tid at få losset godset af vognene igen, det giver anledning til meget overarbejde, og man er nødt til at ansætte lokale arbejdere, som man ikke er særlig imponeret af. Og Emil Meyer giver arkitekten, tømrermesteren og hofdekorationsmaleren ros for den gode forberedelse hjemmefra.

Udstillingen består af en industrihal, en landbrugsafdeling, en kunsthal og kvindernes bygning. Den åbner på grundlovsdag den 5. juni og indeholder virkelig et bredt udsnit af, hvad dansk industri, kunst og landbrug formår. Der er en statue af H. C. Andersen og en af Thorvaldsen, samt mange andre skulpturer. En stor samling danske malerier er også repræsenteret. Kvinderne har fremstillet kunstbroderier og kniplinger. Man bæver ved tanken om, hvad der yderligere kunne være sket på transporten over Atlanterhavet.  

Da udstillingen er slut, har man alt besværet med at pakke det hele ned. Mange af kasserne er blevet beskadiget eller rent ud sagt ødelagt, og toldbehandlingen er ikke ligefrem smidig. Tolderne insisterer på at overvære, at hver eneste stykke bliver checket og pakket ned. Vi er nu henne i november måned, hvor det er bidende koldt og til tider stærkt snefald, og igen er det svært at få alting med jernbanen så hurtigt som ønskeligt.

Ud over denne beskrivelse, som er spændende at læse i dag 100 år efter, indeholder bogen regnskaber for udstillingen og masser af tegninger over udstillingsarealet og fotografier fra indgangsportalerne med det danske rigsvåben og de to 'vildmænd'.

Der er ingen tvivl om, at Emil har lagt et meget stort arbejde i at få udstillingen organiseret.

Min farmor Hedvig Frederikke Nikoline, som havde en dygtig mor og to initiativrige brødre, var først og fremmest lægefrue og mor for sine fire børn, og de år, hvor hun og Peter Ørum boede i København, elskede hun at gå i Tivoli - helst hver dag - og havde – ligesom i Århus - besøg af sine veninder til eftermiddagste, ved hvilken lejlighed de beklagede sig over, hvor meget de unge piger skulle have i løn nu om stunder (min fars udsagn). Men det var forholdene for kvinder dengang. Ved skiftet efter hendes mor Nikoline var det kun mændene i familien – Axel og Emil (Johannes Ernst var på det tidspunkt indlagt på Skt. Hans) og Poul Peter Ørum, Hedvigs mand – der mødte op og skrev under på papirerne, kvinderne havde ingen juridiske beføjelser (men Hedvigs mor Nikoline havde dog med dygtighed ført fabrikken videre efter sin mands død).