Margrether Elisabeth Meyer
FAMILIEN MEYER I KØBENHAVNMargrethe Elisabeth Meyer 1804-1890
På et tidspunkt mellem 1840 og 1845 er Friedrichs enke Adamine og datteren Margrethe Elisabeth flyttet til København. Margrethe Elisabeth bor en kort tid hos sin bror, snedkermester Johan Christopher Meyer, men derefter får hun en lejlighed i Snaregade i Købmager kvarter, som hun deler med Johan Christoffers datter, som hedder Hilleborre, mens Adamine flytter ind hos sønnen Jørgen Ernst, som er flyttet ud på Blegdamsvej 92B uden for voldene. Margrethe Elisabeth er lærerinde hele sit liv, hun forbliver ugift og dør først i 1890.
Johan Christoffer Meyer 1800-1864 og Jørgen Ernst Meyer 1802-1873
Vi kender ikke noget til, hvilken uddannelse Friedrichs døtre fik ud over, at de formentlig gik i den skole dels på Langeland, dels hvor deres far var skolebestyrer, hvorimod de to drenge kom i lære. Johann Christoffer blev udlært som snedker, og blev med tiden en kendt og dygtig snedkermester og desuden billedskærer, fotograf og papmachéfabrikant i København. Jørgen Ernst kom i malerlære hos malermester Pük i Odense, og efter 6 år var han udlært. 20 år gammel drog han i 1822 til København. Den videre historie kan man læse i et særtryk fra ’Danmarks Søfart, Handel og Industri’, som kom i 1934, nemlig 100 år efter, at Jørgen Ernst grundlagde den fabrik på Blegdamsvej, som ganske vist ikke findes længere, men som med visse ændringer i vareudvalget eksisterer den dag i dag som en gulvbelægningsforretning, den hedder nu Em. Meyers Eftf.
Her er så beretningen:
”En raakold Martsdag for 100 år siden kom en ung Malersvend vandrende her til Byen. Vejen fra Odense havde han tilbagelagt til Fods. – Penge havde han ikke mange af, derimod et stærkt Livsmod. Paa Ryggen havde han en Randsel og i Lommen en Lærke med Brændevin, som hans Moder havde medgivet ham ved Afmarschen, og denne ’Lærke’ kom, saa besynderligt det lyder, til at give ham det første Stød fremad i den fremmede By.
Det var Jørgen Ernst Meyer, født den 17. Maj 1802 paa Langeland, - Søn af Informator Friderich Meyer, født 1762, som til Fader havde Lieutenant ved Dronningens Livregiment til Fods, Johannes Octavius von Meyer – Grundlæggeren af den Forretning, der nu bærer Firmanavn Em. Meyer, som paa den Maade gjorde sin Entré i København.
Straks efter sin Ankomst fik han Arbejde i den Hambroe’ske Malerforretning, som var Datidens største, og han blev sammen med flere andre Svende sat til at kidte og male nogle af Orlogsværftets Skibe, der jo den Gang alle var af Træ. Kidtearbejdet blev betalt efter det Kvantum Kidt i Vægt, som blev brugt, hvilket efter Sigende medførte, at Svendene lod lige saa meget Kidt gaa i Vandet som i Skibenes Sprækker. Mester Hambroe førte derfor stærk Kontrol med Arbejdet, og da han i en bidende Kulde om Eftermiddagen, Dagen efter den nye Svends Antagelse, var ude for at tilse Arbejdet, udtalte han til Malerformanden Ønsket om at faa en Dram til at varme sig med, hvorpaa han af Formanden fik til Svar, hvad han ansaa dem for at være, thi ingen ordentlig Svend havde selvfølgelig noget i Flasken paa den Tid af Døgnet. Jørgen Ernst Meyer, der havde overværet Samtalen, rykkede nu frem med sin ’Lærke’, tilbød Mester den og fortalte, at den var urørt som han fik den i Odense. Hambroes Opmærksomhed blev derved henledt paa ham, han satte ham særligt til Arbejde, hvorved han kunde lære noget, og Meyer benyttede Tiden vel. Om Dagen arbejdede han, og om Aftenen gik han paa Kunstakademiet; han studerede derhos (desuden) Kemi, thi det var ikke nok for ham at vide, at han skulde bruge den Farve til det og den Farve til hint, han vilde kende sit Fag og de Materialier, hvormed han havde at gøre, fra Grunden, og han lod intet Øjeblik gaa tabt, hvori han kunde forøge sin Viden.”
I juli 1825 blev Jørgen Ernst gift med Anna Maria Sørensen, som var datter af en afdød værtshusholder Christen Sørensen fra Christianshavn. Hans bror, snedkermester Johan Christopher Meyer, var en af forloverne ved deres trolovelse. På dette tidspunkt boede de beskedent i Hausergade i nærheden af Kultorvet i det stærkt overbefolkede København, hvor de sanitære forhold var uhumske og bevirkede en høj børnedødelighed. De fik tre døtre, den første, Adamine, arriverede 2½ måned efter brylluppet og derefter Mathilde og nogle år senere Thora. Ved Adamines barnedåb var der en Heinrich Schaumburg som fadder, en søn af Friedrichs svoger Joachim Henrik Schaumburg. Og ved Mathildes barnedåb var en af fadderne malermester Hambroe, Jørgen Ernsts mester. I slutningen af august 1837 fødte Anna Maria så endelig en dreng, Frederik Carl Ernst Meyer, men det var en meget svær fødsel, barnet havde ’vand i hjernen’, og Anna Maria døde allerede 10 dage efter fødslen. I slutningen af oktober, da den lille dreng var to måneder gammel, blev han døbt i Helligånds kirke, og seks uger senere døde også han. Det har været en svær tid for Jørgen Ernst, som pludselig stod alene med tre små piger. Da den lille Frederik Carl Ernst blev født i 1837, boede familien i Østergade, som var en langt ’bedre’ adresse. Og da drengen blev begravet, blev adressen opgivet som Admiralgade.
I 1834 fik Jørgen Ernst borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen malermester. Allerede mens han var hos Hambroe, havde han beskæftiget sig med fremstilling af voksdug. Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem. Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til gulvbelægning. Efter at Jørgen Ernst var blevet selvstændig malermester, fik han i 1838 patent på fremstilling af voksdug. Han ville gerne skaffe sig en produktion, som kunne holde malersvendene beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikationen sig godt.
Han lejede lokaler i Nikolaj kirketårn, som stadig stod røgsværtet efter den store brand i København 50 år tidligere, og som kunne lejes ganske billigt. Her blev de lange baner af voksdug hængt til tørre.
Da denne produktion gik godt, gik han i gang med at fremstille lakerede blikvarer, bl.a. en del lakbakker, og det var første gang, der blev produceret lakvarer her i landet.
Men lokaleforholdene var ikke ideale, og han havde brug for et sted, hvor han kunne samle begge produktioner.
I 1840 blev det muligt for ham først at leje ('fæste') og senere at købe en grund uden for søerne på den tidligere 21. blegdam, idet nr. 92 blev udstykket i tre grunde, hvoraf han erhvervede sig nr. 92B. Nummeret blev senere ændret til nr. 112.
STERMS KORT OVER KØBENHAVN Østerbros sydlige del 1841
Først i 1853 , året hvor Københavns volde bliver opgivet som grænse for nybyggeri, bliver det muligt for ham at købe ejendommen med fabrik, villa og ’hauge’ (have). Det var en lang strimmel, der gik hele vejen fra Blegdamsvej og ned til Sortedamssøen, Ryesgade var endnu ikke anlagt. Her lå en gammel bomuldsfabrik, Manchester-fabrikken, som var gået konkurs, og helt nede ved Sortedamssøen lå et hvidt hus i to etager med loftsetage. Her slog han sig ned med sin familie, og det var omkring denne tid, at hans mor kom over til København og boede hos dem lige til sin død. Huset ses på et maleri fra 1813 af I.C. Dahl, som findes på Frederiksborgmuseet i Hillerød og også andre malere har beskæftiget sig med denne charmerende plet i datidens København.
I Peter Tudvads bog om Kierkegaards København står der: "På blegedammene (…) lå de fleste huse tilbagetrukket, helt oppe ved Blegdamsvej, men som en undtagelse så man (…) fabrikant J.E. Meyers palæagtige landsted bryde sig vej helt ned til dosseringen, hvor det fornemt spejlede sig i vandet".
Fabrikken blev indrettet således, at spildvarmen fra ovnene i den ene fabrikation (lakarbejderne) blev udnyttet til tørring af den anden (voksdugen). Senere startede han sit eget lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.
I 1857 kom Næringsloven, som skulle regulere udøvelsen af handel, håndværk, industri og beværtning. Der foregik i disse år en mængde byggeri i brokvartererne, og bygningsarbejderne holdt til i de mange beværtninger, som opstod heromkring. Her spiste de deres frokost og her fik de også udbetalt deres løn. Kantiner var dengang et ukendt begreb. Efter arbejdstid samledes de også i beværtningerne og drak øl og brændevin. Som det ses af indledningen, ansås brændevin dengang for at have en styrkende virkning, men blev naturligvis ofte et reelt problem for arbejderklassen.
Jørgen Ernst flyttede altså uden for søerne sammen med sine tre døtre og sin gamle mor, der var blevet enke over 20 år tidligere. I samme lejlighed boede i 1845 også en Nikoline Schneider – formentlig som husholderske til at se efter hus og børn - foruden to tjenestepiger. Ved folketællingen i februar 1845 står Jørgen Ernst anført som enkemand mens der for Nikoline mangler ’stilling i husstanden’, i 1850 er Jørgen Ernst sat som husfader og Nikoline er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun 25 år.
Huset ved Sortedamssøen med adresse Blegdamsvej 92B,
angiveligt malet af en bror til maleren Eckersberg
Indhold
Updated 29 august 2009 - email: Hedvig Pitzner-Jørgensen
