Nikoline Johanne Schneider

Nikoline Johanne Schneider (1820-1897)

Marie Andersen havde som så mange piger været ude at tjene i Rungsted siden konfirmationen. Og som det gik så mange andre tjenestepiger, blev hun 18 år gammel gravid uden først at være gift. Marie havde en søster i København og tog derind. Barnet Nikoline Johanne blev født i 1820 på Fødselsanstalten i København, som var stedet, hvor ugifte mødre i København kunne føde deres børn. Selv om den unge mors navn var Marie Andersen, fik datteren Nikoline efternavnet Schneider. I den første udgave af Dansk Biografisk Leksikon står der, at Nikoline var datter af en ’Musiker Schneider’, men det forsvinder i senere udgaver. Efter fødslen får Marie tjeneste hos kammerherre Stibolt i Studiestræde nr. 55, mens barnet anbringes på hjørnet af Uhlfeldtsplads og Tugthusporten nr. 111, stuen, (i nærheden af Gråbrødretorv) hos Maries søster Karen, der er gift med smedesvend Christian Schibel.

Nikoline vokser nu op sammen med de Schibelske børn og kommer også ud at tjene. Næste gang vi hører om hende, er hun som sagt husjomfru hos malermester Jørgen Ernst Meyer og bliver senere gift med ham. I løbet af de næste 11 år fødte hun ham fire børn, Axel, Johannes, Hedvig og Emil, hvoraf datteren Hedvig Frederikke Nikoline blev min farmor.

Nikoline Johanne Schneider

Nikoline må have været et meget dygtigt menneske, som efter sin mands død var i stand til at videreføre den fabrik, som han havde grundlagt, og hun har formentlig været den, der havde de kunstneriske evner, idet hun menes at have stået for dekoreringen af de mange lakarbejder. Men der er nok ingen tvivl om, at Jørgen Ernsts bror Johan Christoffer også medvirkede senere hen, da der blev lavet stole og borde af papmaché, som faktisk var forløberen for senere tiders plastic.

Der findes et par lakbakker på Københavns Bymuseum. Desuden kendes et skrivesæt i privateje i familien, på bagsiden dekoreret med et billede af villaen med fabrikken i baggrunden, og på Kunstindustrimuseet står der et meget smukt ottekantet skakbord af træ og papmaché og med indlagt lak og perlemor, samt to stole med gulddekorationer. Der er næppe nogen tvivl om, at Jørgen Ernsts bror, som var snedkermester og papmachéfabrikant, har medvirket ved fremstillingen af disse møbler.

Efterhånden som fabrikationen klarede sig bedre, involverede Jørgen Ernst sig i andre aktiviteter. Han var medstifter af Industriforeningen og deltog også i indsamlingen af midler til Sankt Johanneskirken, som ligger på Nørrebro ved Sankt Hans Torv. Da københavnerne flyttede uden for søerne, måtte de stadig tage helt ind til det indre København, når de skulle i kirke. Familien Meyer hørte til i Helligånds sogn og tog altså til Helligåndskirken på det, der nu hedder Strøget. Der var derfor et stort behov for at bygge nye kirker, og Sankt Johannes sogn var det første af de mange nye sogne i København.

Jørgen Ernst og Nikoline fik fire børn. Den ene af dem blev min farmor, og Jørgen Ernsts tre døtre af første ægteskab, Adamine, Mathilde og Thora, var altså halvsøstre til min farmor Hedvig Frederikke Nikoline. Jeg husker dem omtalt af min far som tante Mine, tante Mathilde og tante Thora.

Først lidt om tanterne. - Adamine blev gift med Wilhelm Eszlinger. Han var urmager, og hans familie stammede fra Tyskland. Han døde i 1893 og hun sad tilbage som enke indtil hun døde i 1912. Jeg har et sted i et skifte fundet følgende: ” Intet efterladt. Læge Ørum (min farfar) bekostede begravelsen.” De fik en søn, Jacob.

Mathilde blev gift med Niels Wilhelm Jørgensen, som var guldsmed. Han fik borgerskab under Københavnske Guld- og Sølvsmedemestre i 1855. De fik to sønner Frits og Niels.

Thora blev gift med den fem år yngre Frederik Vilhelm Axelsen fra Sorø, som blev godsinspektør på godset Knuthenborg ved Bandholm og beholdt denne stilling i næsten 30 år. Frederik Vilhelm blev ansat på Knuthenborg før 1880, hvor han første gang optræder i folketællingerne. Måske blev han ansat, da Adam Wilhelm Knuth overtog godset efter sin brors død, den navnkundige Eggert Knuth, der anlagde den engelske have. Adam Wilhelm Knuth døde i 1888, og fra 1888 til 1907 var godset under administration for Adam Wilhelm Knuths umyndige søn. Godsinspektør Axelsen døde i 1907, Thora ti år før. De fik ingen børn.

I begyndelsen af 1870’erne kom jernbanen til Maribo og Bandholm, og det gjorde, at familien Axelsen let kunne komme rundt i landet. Han var således fadder ved min fars søster Thoras barnedåb i Ålborg i 1880, hvor han kaldes godsinspektør. Både han og hans kone Thora var faddere ved min onkel Kajs barnedåb i Ålborg i 1884 (samme titel) og han igen ved min fars (Svends) barnedåb i Aarhus i 1886, hvor han i kirkebogen nu tituleres som Justitsråd. I familien kaldtes han for onkel Axelsen. Han og Thora har nok også ofte besøgt søstrene i København. I øvrigt har de temmelig sikkert levet et bekvemt liv som en slags lokale konger, især i den tid, hvor godset var under administration, og godsinspektøren var højeste myndighed på godset.

Axel Meyer (1846-1914) og Emil Meyer (1856-1930)

Jørgen Ernst dør i september 1873, og i begyndelsen af 1874 over tager Nikoline formelt ejendommen og dermed fabrikken. Af hendes tre sønner var de to a dem, Axel og Emil, egnede til at føre fabrikken videre, men endnu var Emil kun 18 år, så han blev først sendt på studier i England. Otte år senere overgår fabrikken så til sønnerne Axel og Emil. Deres bror Johannes ved vi meget lidt om, han blev gift med Fernanda Henriksen og omtales i mange år i Kraks vejviser som fabrikant og flytter i øvrigt adresse flere gange, men han ender sine dage på Skt. Hans hospital i Roskilde og bliver begravet på Holmens kirkegård, ikke på Assistens som resten af familien. I familien mente man, at han led af skizofreni.

I 1880’erne er det en ny tid for industrien, det er ikke længere de små håndværksforetagender, der er fremherskende, men der opstår mange nye fabrikker, og efter brødrene Axel og Emil Meyers overtagelse af fabrikken i 1898 efter moderens død sker der mange udvidelser. Fabrikationen af voksdug til gulve bliver efterhånden udkonkurreret af linoleum, som også kom fra England, og da Axel træder ud af ledelsen for at hellige sig forskellige tillidsposter inden for handel og industri, beslutter Emil helt at ophøre med at producere voksdug. Endvidere overdrages lakvarefabrikationen til aktieselskabet Carl Lunds Fabrikker, og Emil koncentrerer sig nu om linoleum. Samtidig ændrer han firmaets navn fra E. Meyer til Em. Meyer.

Både Jørgen Ernst og de to sønner Axel og Emil havde interesse for at deltage i det offentlige liv. Den væsentligste indsats for Jørgen Ernsts vedkommende var, at han var medstifter af Københavns Industriforening. Også Axel var med i Industriforeningen og sad i dens bestyrelse. Han var formand for Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk fra 1889 til sin død i 1914 og udvidede den i sin formandstid fra 25 foreninger til omkring 400 foreninger, igen under et motto: 'Sammenhold giver styrke'. Han var med til at stifte bl.a. Kunstindustrimuseet, Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring og Teknologisk Institut.

Emil deltager på samme måde i en masse industrielle foretagender. Han havde indset nytten for en håndværker til at rejse udenlands og se sig om, så han blev medstifter af Rejsestipendieforeningen for håndværkere og industridrivende. I 1906 stifter han foreningen for arbejdsgivere i linoleumsbranchen. Han har stor interesse i store fagudstillinger, i 1888 er han medlem af bedømmelsesudvalget ved den nordiske udstilling i København, og han er generalkommissær for Danmarks deltagelse i verdensudstillingen i Chicago i 1893. Han har skrevet en bog om udstillingen, som findes på det kgl. bibliotek.

Indhold
updated 18 juli 2011 - email: Hedvig Pitzner-Jørgensen