Hans Schwallbach hed oprindelig Päsoke til efternavn. Faderen var landarbejder (Knecht) i et lille bondesamfund under godset Stein-Fickel, og der var i alt otte børn i familien. De tilhørte den store masse af estiske bønder, som arbejdede for godsejeren eller hans forpagter. Men både Hans og hans 15 år ældre bror Maddis ville noget mere end at arbejde i landbruget, og i 1863, da Hans var 15 og Maddis 30, tog de navnet Schwallbach i stedet for Päsoke, og det var formentlig ved samme lejlighed, at Maddis blev til Mathias.
Der var i slutningen af 1800-tallet en almindelig tendens til at ændre de estiske navne til noget, som de tyske eller svenske godsejere, som landsbyerne hørte under, kunne forstå og udtale. Ordet ’pääsuke’ betyder svale på estisk, og de to brødre hed faktisk først en kort tid Schwalbe – svale på tysk, før de fik deres endelige efternavn Schwallbach.
De andre søskende blev altså ved landbruget, og mens Mathias blev uddannet som skolelærer, drog Hans først til Hapsal, hvor han formentlig har været i lære hos en købmand, og derefter tog han til Arensburg, hovedbyen på Ösel, hvor han slog sig ned som købmand. I 1913 er han nået så vidt, at han er manufaktur- og vinhandler, ”Stadtverordnete”, dvs. medlem af byrådet, desuden var han svensk vicekonsul og agent for det lokale brandkorps, hvad det så måtte betyde. Han var således en betydelig person i Arensburg, hvor Alexandra også boede med sine forældre og sine mange søskende – hun var nr. 13 af 15 børn.
Alexandras far, Alexander Friedrich Eichfuss, kunne således med sindsro bifalde forbindelsen mellem sin datter og den agtværdige købmand Schwallbach. Alexandra Constantie Eichfuss blev gift med Hans Schwallbach den 6. september 1880, da hun var 19 år og han 31. Brylluppet blev holdt i St. Johannis sogn på Nordösel, hvor Alexander Friedrich forpagtede godset Karridahl.
I de næste 20 år fik Hans og Alexandra 12 børn, 11 drenge og en pige.
Det er bemærkelsesværdigt, at kun få af disse børn født i slutningen af 18-tallet blev hele livet i Estland. Flere af dem udvandrede til Tyskland, en til Rusland – han døde i Vladivostok – en til Brasilien og en til Amerika.
Jeg har fundet to nulevende efterkommere, dvs de har fundet mig gennem internettet. Den ene bor i Estland og er efterkommer efter Alexandras fars 2. ægteskab, mens den anden er direkte efterkommer efter Hans og Alexandra og bor i Ukraine. Hun hedder for resten også Alexandra.
Efter at Alexandras far havde fået 15 børn med sin Wilhelmine, døde hun, og han giftede sig 59 år gammel med den 26-årige Emma Büniss. De fik 3 børn, før Alexander døde 68 år gammel.
Mathias Schwallbach og Sophie Kammarberg
Og hvad blev der af Mathias? Han blev skolelærer og fik ansættelse rundt omkring. I 1862 blev han gift med Sophie Kammarberg, hvis far var møller i Goldenbeck.
Da han kom til byen Rayküll, skulle han som sædvanlig forhandle løn- og ansættelsesforhold med byrådet. Man blev langt om længe enige om , at han skulle have 35 rubler i sølv plus 2 rubler pr. elev. Desuden 5 mål rug, 5 mål byg, 2 læs hø og brænde. Men byrådet understregede, at det var absolut det længste, man kunne strække sig. Desværre døde Mathias to år senere, kun 35 år gammel, og den nye Schulmeister havde held til at forhandle sig til en noget bedre kontrakt. Nu var de 35 rubler blevet til 40, han skulle have to mål mere af rug og et læs hø mere.
Der er vel ikke noget nyt under solen.
Mathias og Sophie fik kun to børn, Theodor og Woldemar. Den sidste blev kun 6 år gammel. Men Theodor levede videre til 1943, og det kan jeg kun være tilfreds med.
Han blev min morfar.
Maddis’ kone Sophie, kaldet Wio, har haft en tung skæbne, for den yngste søn Woldemar dør kun 6 år gammel i 1875. Også Sophie Kammarberg er kommet af bondeslægt, hun er datter af en ’Kleten-aufseher’ (noget med afgrøde?) og møller. Vi ved ikke, hvordan hun har ernæret sig efter mandens død.
Hun døde nu først i 1968, 92 år gammel. Min far plejede at sige, at han var verdens ældste svigersøn. ’Se på mig’ sagde han, ’jeg er 80 år gammel (det var i 1966), og min svigermor lever endnu!’. Der var kun 11 års forskel på dem.
Mens hun boede hos os, sad hun i regelen oppe på sit lille værelse på 1. sal og gjorde sig nyttig med at stoppe og reparere tøj, hvilket man jo gjorde dengang. Min far prøvede på at få hende ud i haven om sommeren, men hun svarede, at hun sad ved sit vindu og nød vejret derfra. ’Jeg har det godt her oppe’, sagde hun. ’Du lügst, Schwiegermutter!’ sagde min far på den mest venskabelige måde. Hun var stædig som et æsel og ikke til at hugge eller stikke i, når hun først havde sat sig noget for, og det har vel været den egenskab, der fik hende igennem de mange omskiftelser, hun havde oplevet igennem sit liv. Hun gik som regel rundt med 12 store sølvskeer i sin rummelige sorte taske og havde svært ved at lægge dem fra sig. Min far sagde altid til hende, at hun skulle have en taske på fire hjul, så meget slæbte hun rundt på.
Da krigen var forbi, fandt man ud af, at min mormor igen kunne få udbetalt sin pension, men kun hvis hun boede i Tyskland. I.G. Farbenindustrie var blevet overtaget af amerikanerne, og den 23. januar 1950 skriver de et brev fra the Office of the United States High Commissioner for Germany, I. G. Farben Control Office, at hun nu vil få en pension på 175 Mark med tilbagevirkende kraft fra 1. september 1949, så snart hun har opgivet kontonummer i sin bank. Min mormor rejste så ned til sin kusine Margot Gericke, som boede i Münster i delstaten Westfalen. Min mormor lod sig nu ikke så let nøje med de udbetalte beløb. Der er et par breve fra I.G. Farben, hvor de flere gange udbetaler et ekstra beløb, fordi hun har beklaget sig over, at hun skal bruge mange penge til medicin, og at hun ikke kan få pensionen til at slå til.
I 1953 bliver kusinens datter udnævnt til rektor for en skole i Nordenham, som ligger i Nordyskland i Elb-mundingen på modsat side af Bremerhafen. Margot Gericke føler ikke, at hun kan klare sig uden sin datter og flytter med, og på dette tidspunkt flytter min mormor så til plejehjemmet Martin Luther Haus i Münster. Hun var vist lidt af en ’pest’ for plejepersonalet, for hun gemte den mad, hun ikke kunne spise op, i sit skab, og der stod det så og blev dårligt. Og når de fandt det, så sendte hun dem sit ’uskyldige’ smil.
Min mor tog hvert år ned til hendes fødselsdag den 10. september, og i 1965, da hun blev 90, var vi alle hos hende, også Kaj (min mand, Kaj Pitzner-Jørgensen) og jeg og vore børn. Viceborgmesteren for staden Münster ankom, mens vi var der, og han medbragte en kurv med vin og frugt og andre gode sager. Han holdt en lille tale for hende og sagde, at han så frem til at komme og besøge hende igen om 10 år, når hun fyldte 100. Til hvilket min mormor spontant udbrød: ’Das verbiete Gott!’ Hun skulle ikke nyde noget af at blive 100.
Da hun døde i april 1968 (92 år gammel), tog min søster Nina ned til Münster og ordnede hendes begravelse. De papirer, som var tilbage, pakkede hun ned i en papæske, som jeg stadig har.
Deri var også hendes adressebog, et hefte med bibelcitater og et hefte med engelske sætninger, hun havde åbenbart sat sig for på sine gamle dage at lære engelsk, alt var sirligt og smukt skrevet, uden en eneste stavefejl. Desuden forskellige kvitteringer, bl.a. for hver eneste pensionsudbetaling fra I G Farben. Da min morfar døde i 1943 skrev de et meget smukt brev til hende, og det er min opfattelse, at de altid har behandlet hende særdeles godt.
Hun var min elskelige ’Mummu’ og fungerede som børnehave for mig, indtil jeg kom i skole. Som udlændinge i Finland havde vi en yderst begrænset omgangskreds. Min far var medlem af den danske klub og spillede bridge der en gang om ugen, og min mor gik på et tidspunkt til porcelænsmaling på præsidentpaladset. Jeg ved ikke, om ’präsidentskan’ (præsidentfruen) også var der. Især om sommeren fik vi besøg af vore danske venner ude på landet, men bortset fra et par middagsselskaber var der ikke nogen form for selskabelighed. Aftenen før et sådant selskab lavede mine forældre cocktail, og jeg kan godt huske, at de blev meget oplivede og højtsnakkende, efter at prøvesmagningen havde fundet sted.
Omkring 1936, da jeg var 5 år, syntes min far, at jeg skulle i rigtig børnehave. Min søster Nina havde gået i engelsk børnehave, så jeg blev sendt i den tyske. Men der gik vist ikke mere end 2 dage, så blev jeg taget ud igen. Min far opdagede, at børnehaven var Hitler-venlig, og det skulle han ikke have noget af. Så var jeg igen hjemme hele dagen, og først da jeg var fyldt 7 år i februar 1938 blev jeg meldt ind i ’Tölö svenska samskolan’, som var bygget op efter engelsk mønster med to klasser forberedende skole (’prep school’) og ni ’rigtige’ klasser. Der var en butik passet af de ældste elever, hvortil forældrene indbetalte et beløb, og så kunne man købe papir og blyanter med skolens egne specielle penge. Det var et indviklet system, som skulle modne eleverne. Skolen var startet af Laurin Zilliacus, hvis bror Konni Zilliacus var en kendt kommunistisk orienteret politiker og forfatter, som boede i England. De havde begge to gået i skole i England og Laurin Zilliacus syntes, at det samme system skulle indføres i Finland. Det var nu mest diplomatbørn og andre udlændingebørn, der gik der, og skolen lukkede, da krigen kom, og eleverne blev overført til en anden skole i Helsingfors efter krigen.
Site Map
Updated 26 juli 2009 - email: Hedvig Pitzner-Jørgensen