Brev nr. 2

 

(Simonsen og Nielsens brevpapir)

Moskwa, d. 12/25 Februar 1916

Kære Mor!

Tak for Dit Brev af 14. Febr. - det første Brev, som jeg har modtaget fra jer.

Min Dag gaar med Arbejde i Forretningen, og om Aftenen kommer der en ung Student til mig og læser Russisk med mig. Det er en lang og besværlig Vej, men jeg gør gode Fremskridt og kan nu klare mig nogenlunde.

Her i Huset bliver jeg behandlet som en Søn - alle er meget elskværdige overfor mig og hjælper mig paa alle Maader, men jeg savner naturligvis Venner og Bekendte, naar jeg om Aftenen gaar ud for at høre lidt Musik og se Mennesker. - Thoras Svoger inviterede mig ud en Aften, og det var meget fornøjeligt, men siden har jeg intet set til dem.

Det har været Tøvejr og Snevejr den meste Tid, men min tykke Pels har bevaret mig for Forkølelser. Heldigvis er det nu blevet 10 Graders Frost, saa at man atter kan gaa paa Gaden uden at svede og uden at falde i Snesjap’et. Det har ellers været min Specialitet at trille rundt i den Blanding af Vand, Sne og Hestepærer, der har ligget en Fod højt paa alle Gaderne.

Rullegardinerne, som du skriver om, vil jeg sælge for 5 Kr. pr. Stk. Det er jo meget billigt. Pengene kan saa Frk. Møller tage med paa Kontoret og indbetale paa min Konto. Er der ingen, der vil købe Gardinstængerne? Dem hænger jeg altid paa!

Sig til Kaja (datter af Svends bror Kaj), at hun skal skrive et Brev til mig, saa jeg kan se, hvor dygtig hun nu er.

Jeg haaber, at Thora snart vil være helt rask, saa at hun kan komme ud, naar Foraaret snart begynder. Alle Kabs (dvs Kabacznik, Thoras mand) gode Raad har jeg ikke haft Brug for - de har vistnok mere været beregnede for en lille By - her i Moskau er Livet jo omtrent som i andre Storbyer og som i København.

Jeg tænkte nok, at I ikke kunde faa Uhret til at gaa - havde jeg blot haft Tid, kunde jeg have sparet jer for de 25 Kr. Det er meget let at faa det i Gang, naar blot man kender det. men jeg arbejdede jo ganske vist omtrent ½ Aar med det, inden jeg fik det i Orden.

Hils Far og hele Familien fra mig.

Kærlig hilsen

Svend


i  ii  iii  iv  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15  16  17  18  19  20  21  22  23  24  25  26  27  28  29  30  31  32  index
Site Map  Updated 26. december 2005 - email:  Hedvig Pitzner-Jørgensen